Fotografi

Om en solstråle

Thu, 13 Oct 2011 13:32:43 +0200

Flemming er slidt op. Han sidder i sin stue, og kan ikke ret meget andet end at håbe på, at hans ansøgning om førtidspension går igennem. Jeg skal tage nogle billeder af ham til de hjemløses avis “Hus forbi”. Vi snakker og drikker kaffe imens jeg overvejer hvordan jeg skal tage billederne. At jage en så dårligt gående mand som Flemming ud i haven ville være nærmest ondskabsfuldt, på den anden side er stuen ret mørk. Og jo, det kan da godt lade sig at tage et billede, men det bliver bare ikke særligt spændende. Jeg beslutter mig for, at give ham en solstråle. Noget han egentlig godt kunne trænge til. Solstrålen er en blitz på et stativ et godt stykke uden for vinduet. Jeg løber frem og tilbage imens jeg snakker videre med Flemming, der kigger undrende på den gale fotograf. Til sidst er blitzen rettet ind til en smal tynd stråle, der får den til at ligne aftensol. Flemming retter det der er tilbage af den trætte ryg, og udstråler lige præcis den værdighed jeg havde håbet på. Det er bare om at holde sig til med kameraet.
Man kan med god ret påstå at den kunstige solstråle er en smule snyd, men den gav ekstra liv til både mand og billede.

Om at invitere sig selv

Thu, 30 Jun 2011 15:52:40 +0200

Der findes gode opgaver, og så findes der rigtig gode opgaver. En af den sidste slags er jeg lige blevet færdig med. Svendborg Andels-Boligforening er ved at få lavet ny hjemmeside, og der skal selvfølgelig billeder på. Ikke af mursten, de er egentlig ret kedelige, men af det liv der leves imellem dem. Derfor har jeg med god samvittighed kunnet ringe på hos folk, og spørge om jeg måtte komme på besøg, og endda invitere mig selv til en 70 års fødselsdag i et fælleshus. Det har altså været ret sjovt. Jeg håber at mine billeder lever op til den tillid jeg er blevet vist. Bedøm det selv her.

Om at være fotogen

Tue, 5 Oct 2010 17:46:17 +0200

Det sker ret sjældent, men det sker. Jeg skal tage et billede af et menneske, der umiddelbart ikke ligner en model eller bare noget der minder om. I det kameraet bliver løftet sker der noget, som næsten er magisk. Dybt inde i personen er noget der vil ud, noget der bare vil brænde igennem, kald det sjælen eller hvad du vil, og resultatet er overvældende. Når jeg bagefter sidder med billedet på computeren er det med en let forbløffelse, at jeg begynder at efterbehandle det. For hvad var det der skete? Jeg tror nok det er det man kalder at være fotogen. En evne til, at være til stede foran kameraet på en meget intens måde.

I torsdags skete det. Den lille fægteklub jeg er medlem af skal have lavet en folder, og selvfølgelig siger jeg ja til at lave billederne og skrive teksten. Formanden spørger Stine om hun ville være med på billederne. Hun er ikke mere end 15, og har kun været til træning fire gange, men siger ja. Jeg pludrer som sædvanlig løs imens jeg sætter lys og samler grejet. Det gør jeg mest for, at berolige den der lige om lidt skal stå foran kameraet. Noget der på ingen måde er nødvendigt med Stine, der stiller sig fuldstændig uanfægtet op, og jeg garanterer for at det er der ikke mange 15-årige piger der gør. Så sker det der fantastiske, som er så svært at forklare. Dagen efter dukker Jeanne d’Arc frem på min skærm, og hun er hamrende fotogen. Jeg må hellere huske at sige det til hende.

Om Montager

Mon, 14 Jun 2010 13:15:12 +0200

Jeg har altid været fascineret af radiomontager. Altså den genre hvor en eller flere stemmer fortæller en historie uden spørgsmål fra en journalist. Det giver en helt særlig stemning, som sætter den indre biograf i gang. Nu er der bare det ved det at jeg er fotograf. Tænk hvis jeg kunne lave de billeder som stemmerne skaber, og samtidig have den lækre lyd som kendetegner radiomontagen. Da jeg hørte om munkekoret var jeg ikke i tvivl. Nu skulle det prøves.

Journalist Charlotte Flyvbjerg fra DR Fyn var helt med på ideen. Vi mødtes nogle gange med en flok ikke helt unge mænd, der ifører sig munkekutter og synger gregoriansk korsang. Mit kameras klikken ødelægger hendes lyd, og hun skulle på den anden side heller ikke med på billederne. Derfor var vi var der altid hver for sig.

Til sidst mødtes billeder og lyd. Montagen med billeder var født. Du kan selv bedømme resultatet her.

Om held i uheld

Sun, 1 Nov 2009 22:29:59 +0100

65 minutter hvis planen holdt. Det var alt hvad jeg havde til at skyde billederne af Tracy Chapman, løbe over festivalpladsen og kaste mig ind i bilen, kører de lidt over 20 km. fra Ringe til Svendborg, fremkalde film og lave en hæderlig papirkopi, for til sidst at aflevere billedet i redaktionssekretariatet. Året var 1989, jeg var pressefotografelev på Fyns Amts Avis, og opgaven forekom tæt på det umulige.

Vi stod en flok fotografer på kanten af scenen. Neden for os stod 70.000 forventningsfulde festivalgæster. En mørk pige i en rød trøje sad på skuldrene af en fyr. Hun strakte armene i vejret og badede sig i det varme aftenlys. Jeg tog et billede af hende og sukkede ved tanken om, at jeg kun havde s/h-film i kameraet. Det var et rigtigt farvebillede.

Tracy Chapman gik selvfølgelig for sent på scenen. Adrenalinen piskede gennem kroppen på mig da jeg fem minutter senere stormede hen over festivalpladsen. Det næste jeg husker er katastrofen: Jeg havde totalt bommet billederne af tidens hotteste navn. Mit spritnye Nikon havde talt japansk, og jeg havde ikke fattet en bjælde. Noget der ikke ligefrem blev nådigt modtaget forsidemanden. Her var det at billedet af pigen i den røde trøje reddede mig. Det var faktisk meget bedre end det af stjernen som alle aviser brugte dagen efter. Det gav Fyns Amts Avis en forside som virkelig skilte sig ud.

For en uge siden ringede der en fra Politikens Forlag. Han forklarede at Karen Mukupa var ved at skrive en bog om Natasja Saade. Jeg må indrømme at jeg ikke forstod ret meget indtil han nævnte den 20 år gamle forside. Det viser sig at pigen på billedet er Karen Mukupa, og at det var på den festival hun mødte Natasja første gang. Jeg forevigede det uden at vide det, man har vel lov at være heldig.